Superledende materialer kan bredt kategoriseres i tre kilder: naturlige metaller, legeringer og forbindelser. De tidligst opdagede superledende materialer var naturlige metaller såsom kviksølv (Hg), bly (Pb) og tin (Sn), som udviser superledning ved næsten -absolut nultemperatur. Yderligere forskning afslørede, at legering af metalelementer i specifikke proportioner også kunne producere lav-temperatur superledende materialer med højere kritiske temperaturer og specifikke egenskaber, såsom niob-tin (Nb3Sn) og niobium-titanium (NbTi). Disse materialer er meget udbredt til magnetisk resonansbilleddannelse (MRI), partikelacceleratorer og høj--magneter.
I slutningen af det 20. århundrede udvidede opdagelsen af kobberoxid-høj-temperatur-superledere rækken af superledende materialekilder. Høj-superledere er typisk syntetiske keramiske forbindelser sammensat af kobber, oxygen og andre sjældne-jordarters eller alkaliske-jordmetaller, såsom YBCO (yttriumbariumkobberoxid) og BSCCO (vismutstrontiumcalciumkobberoxid). Derudover er jern-baserede superledere sammensat af elementer såsom jern, arsen og selen; disse materialer syntetiseres for det meste kemisk gennem høj-temperaturfaststof-reaktioner eller opløsningsmetoder.
Moderne superledende materialer er primært fremskaffet gennem kunstig syntese for præcist at kontrollere deres kemiske sammensætning, krystalstruktur og urenhedsniveauer og derved optimere kritisk temperatur, kritisk strømtæthed og magnetfeltmodstandsevne. Mens naturlige metaller fortsat er et vigtigt emne for grundforskning, er det store flertal af superledende materialer, der anvendes i praktiske applikationer, kompositter eller legeringer fremstillet gennem kemisk syntese og materialeteknik.
