Ledende polymerer er en klasse af materialer, der besidder både polymere egenskaber og elektrisk ledningsevne. Deres vigtigste tekniske parametre omfatter typisk elektrisk ledningsevne, båndstruktur og bærertype. Elektrisk ledningsevne er kerneindikatoren til evaluering af elektrisk ledningsevne, generelt målt i Siemens-enheder pr. centimeter (S/cm). Forskellige typer ledende polymerer, såsom polyanilin, polypyrrol eller polythiophen, udviser betydelige forskelle i ledningsevne, som normalt justeres gennem doping eller redoxbehandling. Elektrisk ledningsevne påvirkes af regelmæssigheden af polymermolekylærkæden, graden af doping og bearbejdningsbetingelser; derfor er præcis kontrol af synteseprocessen nødvendig under forberedelse og påføring for at sikre ensartet og stabil ydeevne.
Udover elektrisk ledningsevne er den termiske stabilitet og mekaniske egenskaber af ledende polymerer også vigtige tekniske parametre. Termisk stabilitet bestemmes typisk ved termogravimetrisk analyse (TGA) og differentiel scanningkalorimetri (DSC), hvilket afspejler polymerens ydeevnetilbageholdelse ved høje temperaturer eller under lang-brug. Mekaniske egenskaber omfatter trækstyrke, forlængelse og fleksibilitet; disse indikatorer påvirker direkte egnetheden af ledende polymerer i fleksible elektroniske enheder, sensorer eller bærbare enheder. Hvis et materiale med høj elektrisk ledningsevne mangler tilstrækkelig mekanisk styrke, kan det knække eller skalle af under forarbejdning eller brug. Derfor skal materialedesign finde en balance mellem elektrisk ledningsevne og mekaniske egenskaber.
